Ananas smoothie med jordbær og kokos

smoothie med kokosmælk

Efter min løbetur ved stranden den anden morgen, smuttede jeg forbi markedet ved siden af vores lejlighed, og købte to friske ananas med hjem. Jeg elsker ananas, men har ikke købt det længe, fordi jeg altid bliver så skuffet over, hvor sure og dårlige de er – ihvertfald i Danmark. Dem jeg købte på markedet her i Spanien var perfekt søde & saftige, men også virkelig dyre. En af dem blev brugt til at lave denne ananas smoothie med jordbær og kokos. Hvis du ikke før har prøvet at bruge kokos-creme i madlavningen, så kan jeg varmt anbefale det (se billede nedenfor). Det er mere tykt i konsistensen end kokosmælk, og meget sødere – perfekt til bl.a. smoothies og desserter. I Danmark plejer jeg at købe det i Kvickly, men jeg vil tro, at det også kan fås i andre større supermarkeder eller helsekostforretninger. Alternativt kan du i denne opskrift erstatte kokosvand og kokos-creme med almindeligt kokosmælk. Lucca var vild med smoothien, og spiste to store portioner med velbehag – den er altså babygodkendt. Opskriften får du her.

smoothie med kokosmælk

Du skal bruge
– 1 lille sød ananas
– 1 bakke jordbær
– 2 friske figner (kan evt. udelades)
– 1 pakke kokos-creme (el. evt. kokosmælk)
– Kokosvand (el. evt. kokosmælk)

Fremgangsmåde
– Blend frugt og kokos-creme sammen
– Tilsæt kokosvand (eller kokosmælk) indtil du opnår den ønskede konsistens

Smoothie med kokosmælk

 

Choko/hindbær pancake cake

Vi nyder lige nu en masse god mad i Spanien, og i eftermiddags lavede jeg denne choko/hindbær pancake cake. Egentlig var min plan at lave den for 4 dage siden, men når man er på ferie, så tager den ene dag bare den anden, og planerne ændrer sig typisk op til flere gange. Vi bruger dagene på at bade i poolen, lege med Lucca, gå ture langs stranden, shoppe og spise god mad ude, så lysten til at stå i køkkenet er naturligt nok ikke så stor som derhjemme. I skal dog ikke snydes for opskriften på denne lækre “lagkage” – den er nem at lave, smager fantastisk og er et sundt alternativ til den traditionelle lagkage. Jeg har valgt at lave choko-bunde, men smagen kan nemt varieres efter ønske ved f.eks. at tilsætte vanilje, appelsin, citron osv. Opskriften får du her.

Du skal bruge
Pandekager:
– 3 modne bananer
– 3 æg
– ca. 2 dl havregryn
– 3 tsk kakao
– 1 tsk vaniljesukker
Hindbær skum:
– 1/4 piskefløde
– 1 bakke friske hindbær
– Vaniljesukker
Ekstra:
– Nutella
– Friske bær

Fremgangsmåde
Pandekager:
– Blend alle ingredienser sammen, og steg pandekager i smør eller kokosolie
Hindbær skum:
– Pisk fløden sammen med hindbær, og smag til med vaniljesukker
Lagkage:
– Smør en pandekage med nutella og herefter hindbærskum – fortsæt på samme måde med resten af pandekagerne

Pancake cake

Endelig sommerferie

Der var været lidt stille på bloggen den sidste uges tid – det er nemlig langt om længe blevet vores tur til at holde sommerferie. Torsdag nat ankom vi til Spanien, hvor vi skal holde ferie de næste 3 uger, og bare nyde hinanden, spise god mad og slappe af i varmen. Trods den sene afgang, så klarede Lucca flyveturen til perfektion, og sov det meste af vejen. Det er flere måneder siden hun sidst har sovet i mine arme, så egentlig var det ret hyggeligt. Dog var jeg total radbrækket da vi endelig nåede frem, efter at have siddet 4 timer i de mest akavede stillinger, for at sikre søvn til den lille prinsesse – ja, nogle gange må man sgu ofre sig for at bevare den gode stemning. Men nu er vi endelig fremme, har fået pakket ud, hvilet os, og er klar til at nyde de næste uger. Lucca skal lige vænne sig til varmen og de nye omgivelser, så de første par dage har været rolige og på hendes premisser, så hun kan falde godt til.

Det er anden gang, at Lucca er med i Spanien, og faktisk kræver det en hel del tilvænning, at have bebs med på ferie. Det er slut med lange dage ved stranden, formiddags lur i solen og restaurantbesøg kl 21 – istedet bliver tiden prioriteret med faste puttetider, hygge i skyggen og aftensmad hjemme. Selvfølgelig er der stadig plads til restaurantbesøg og solbadning – det kræver blot lidt mere planlægning. Heldigvis er mine forældre med på ferie i de første 10 dage, så Nichlas og jeg vil uden tvivl udnytte de ekstra hænder, og finde tid til lidt shopping, restaurantbesøg og alenetid.

Jeg glæder mig til at dele opdateringer, træning og opskrifter med jer her fra varmen.

Behøver der at være en plan?

Ligesom mange andre, så er jeg opdraget med en viden om, at uddannelse er vigtigt – og jeg har flere gange igennem min opvækst fået at vide, både hvor vigtigt det er at få en uddannelse, men ikke mindst at tage en uddannelse, som man brænder for. Dette er for så vidt også fuldstændig rigtigt, men for at være helt ærlig, så har det nok både stresset og presset mig en smule – og til tider måske så meget, at jeg har haft svært ved at mærke efter, hvad jeg brænder for, simpelthen fordi jeg har været så bange for at vælge forkert. Jeg beundrer de folk, som altid har vidst hvad de gerne vil, og derfor gået 100% målrettet efter det.  Jeg har dog aldrig vidst hvad jeg gerne vil, og jeg har slet ikke tal på, hvor mange timer jeg har siddet og tænkt over, og prøvet at mærke efter hvad drømmejobbet for mig vil være  – men uden overhovedet at blive en skid klogere. Read More

Sandwichboller med chiliost og rød pesto

Sandwichboller med chiliost

Når boller skal bruges til sandwich, må de for min skyld meget gerne være anderledes og smage af lidt mere end almindelige “morgenmads-boller”. F.eks. har jeg før lavet disse med spinat, men i dag prøvede jeg at tilføje flødeost med chili samt lidt pesto. Resultatet blev super vellykket – de er dejligt bløde inden i og fulde af smag. Selvom der er flødeost med chili i bollerne, så er de ikke spicy, og er derfor også meget baby- & børnevenlige, fordi konsistensen er blød og uden kerner – Lucca var i hvertfald meget begejstret. Opskriften får du her.  Read More

Sød kartoffel rösti

Sød kartoffel rösti

Disse sød kartoffel rösti er en af mine favoritter lige for tiden, og de er super nemme at lave. Jeg tilsætter gerne en smule soya-kød/fars, fordi det giver en rigtig god smag, og gør dem mere delle-agtige – det kan dog sagtens udelades. For nogle uger siden spiste vi dem sammen med ovnbagte kartofler, ærter og bearnaise-sauce – en lækker smovset ret, som jeg helt sikkert vil lave meget til vinter. I sidste uge lavede jeg en couscous salat med rød pesto, grøntsager og fetaost, som vi spiste dertil, hvilket er lidt mere let og sommeragtigt. Hvis du foretrækker en lidt mindre sød smag, så kan du sagtens erstattet halvdelen med almindelige kartofler, hvilket jeg også har lavet en del gange. De er gode til aftensmad, men mindst ligeså gode kolde på en rugbrød dagen efter. Opskriften er meget simpel, og du får den lige her.

Read More

Luftige chokoladeboller med skyr

Chokoladeboller med skyr

For få timer siden tog jeg denne portion chokoladeboller ud af ovnen – og hvis jeg ikke havde stoppet mig selv, så havde jeg nok spist mig halvvejs igennem dem allerede. Wow de er gode – som i mega sindsygt gode! Jeg har lavet dem med skyr, hvilket gør dem dejligt bløde & luftige, og lige som chokoladeboller skal være, hvis du spørger mig. Jeg vil nok ikke ligefrem kalde opskriften sund, for der er ikke meget grovhed over dem, men gode er de! – og nogle gange skal man altså bare gå all-in på lækkerier. Jeg har før prøvet at bage grove chokoladeboller, men helt ærligt så er det jo bare ikke det samme. Selvom jeg godt kan lide at eksperimentere og skifte ingredienser ud, så er der altså bare nogle ting, som man ikke skal ændre en hel masse på. Opskriften får du her.

Read More

Sandwich spread med linser & cashewnødder

Hjemmelavet sandwich spread

Inden jeg blev vegetar, kunne jeg på ingen måde forestille mig, at spise en rugbrødsmad eller sandwich uden kødpålæg – og så sent som i weekenden sad jeg og talte med en pige, som netop spurgte “hvad putter du på din rugbrødsmad istedet for pålæg? Jeg har rigtig svært ved at tænke ud af boksen”. Jeg forstår udemærket dette dilemma, fordi jeg selv for kort tid siden stod med samme spørgsmål – og det er jo heller ikke ligefrem fordi, at supermarkederne bugner med vegetariske alternativer til leverpostej og spegepølse. Heldigvis er det jo bare fantastisk, at man nemt og hurtigt selv kan lave vegetarisk sandwich spread og smørre-pålæg. Som jeg har skrevet så mange gange før i andre opskrifter, så er det kun fantasien der sætter grænser – du kan bruge alt lige fra linser, bønner, kikærter, soltørrede tomater, oliven, friske krydderurter, citronsaft, krydderier, nødder, frø, kerner osv. Jeg er sikker på, at du vil blive overrasket over hvor godt det smager, og ligeledes hvor ekstremt nemt det er. Tidligere i dag lavede jeg denne sandwich spread med linser og cashewnødder, som jeg spise til frokost på en ristet rugbrød med avokado, tomat og frisk mozzarella. Ud over at gøre sig godt på rugbrød og i en sandwich, ville den også være perfekt som tilbehør til sommerens grillmad, på et tapasbord til grissini eller som dip til grøntsagsstænger – tilsæt evt. lidt ekstra olie, for at gøre konsistensen mere flydende. Opskriften får du her.

Read More

Træningsupdate

I form efter fødsel

Endnu en uge i projekt “kom i form efter fødsel” er gået, og jeg skal da lige love for, at sommervarmen har fundet vej til Danmark – det skal jeg selvfølgelig ikke brokke mig over, men hold op, hvor gør det lige løbeturene en tand hårdere at komme igennem. De sidste par uger har min træning overvejende bestået af løb, da det er det, som jeg har haft mest lyst til. Ugen har budt på 20 km i løbeskoene – 4 korte ture af 5 km. Det varme vejr har holdt mig fra de lange ture, for føj hvor er det bare hårdt og varmt. Jeg elsker det konditionsboost som løb giver, og at man tydeligt fra gang til gang kan mærke, at man forbedrer sig. Ligesom jeg forestiller mig at alle andre også har det, så er det altså bare nemmere at opretholde motivationen, når man mærker fremgang. Lidt som hvis man gerne vil tabe sig, og virkelig gør en stor indsats, men vægten alligevel står stille flere uger i træk – så er man ikke ligefrem vildt motiveret for at fortsætte. Jeg ønsker dog ikke at tabe mig, men blot at forbedre min form  – og selvfølgelig vil det ikke gøre noget, at få strammet min lidt slatne mor-krop op.  Read More

Brownie sødet med dadler

Sund brownie

Min tvillingesøster flyttede tidligere på ugen fra Århus, hvor hun har studeret, og tilbage til Nordjylland. Hun bor nu inden for gåafstand, så vi har næsten set hinanden flere gange dagligt den sidste uge – dejligt! Køleskabet i hendes nye lejlighed virker ikke, så igår var hun og spise aftensmad sammen med os. Til dessert havde jeg bagt denne brownie sødet med dadler. Jeg bruger ofte dadler som sødemiddel i dessert & kager, som alternativ til almindeligt sukker – jeg kan varmt anbefale dig at prøve det. Brownien blev super god – sød, svampet og meget choko-rich. Da jeg havde taget den ud af ovnen, lagde jeg noget mørkt chokolade på toppen sammen med lidt dulce leche karamel og ribs – de syrlige bær, gør sig godt sammen med chokolade. Opskriften får du her.

Read More